Ugens forfatter-fødselar, uge 10: Wied med vid og bid

Gustav Wied (1858-1914). Tirsdag d. 6. marts er det 160 år siden, at den danske forfatter Gustav Johannes Wied kom til verden på Holmegård i Branderslev ved Nakskov på Lolland.

Gustav var søn af gårdejer Carl August Wied og Catharine Wied og var det femte barn i en børneflok på elleve.

Allerede som seksårig begyndte den lille Gustav at skrive små digte og skuespil og drømte om at blive skuespiller. Hans moder støttede hans ambitioner, og de havde livet igennem et nært forhold. Faderen var derimod ikke den store tilhænger af litterære og kunstneriske interesser, men lod sønnen gå i lære som boghandler efter sin konfirmation, som et slags kompromis. Han startede i Nakskov og flyttede senere til København som boghandlermedhjælpervikar hos C. A. Reitzels Boghandel.

I hovedstaden fik han lejlighed til at dyrke sin passion, teatret, og i 1878 fik han overtalt sin far til at yde økonomisk støtte, så han kunne læse til studentereksamen. Han bestod endelig eksamen i 1884, efter at have dumpet ikke mindre end tre gange. I 1886 blev han uddannet cand.phil. fra Københavns Universitet.

En tid var han ansat som timelærer på Sundby realskole, men scenelivet trak dog stadig i den unge Wied, og som stor beundrer af August Strindberg fik han i 1889 lov til at medvirke i den svenske dramatikers Kreditorer i København.

Wieds første skrift var som ”Peter Idealist” med pamfletten Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storehedinge og dens Følger (1887), der ubarmhjertigt latterliggør kulturminister Scavenius´ dobbeltmoral efter at være blevet afsløret i, at have opsøgt en københavnsk prostitueret. Forfatterens egentlige debut kom et par år efter, med skuespillet En hjemkomst (1889), omhandlende had mellem fædre og sønner.

Forfatterens ungdom er for øvrigt skildret i Ungdomshistorier (1895) samt i erindringerne Digt og Virkelighed (1914).

I begyndelsen af 1890´erne indledte Wied sin karriere som prosaist, først med små historier, der blev trykt i avisen København, der senere blev udgivet som novellesamlinger. Nogle af Wieds historier var dog for heftige for den offentlige moral og han tilbragte bl.a. i 1892 14 dage i fængsel for overtrædelse af den litterære blufærdighed pga. historien De unge og de gamle, der skildrer incestuøse forhold mellem voksne kvinder og små drenge.

I 1892 indledte han også et forhold til Alice Tutein, der var datter af godsejer og folketingsmand Frederik Christian Ferdinand Tutein. Også dette vakte offentlig forargelse, ikke mindst pga. de to børn som parret fik sammen uden at være ægtefolk. De blev dog gift i 1896, efter at Alice´s fader havde meldt Wied til politiet for usædelighed. Svigerfaderen skulle endvidere vise sig at blive en betydelig kilde til Wieds personkarakteristikker og kritik af borgerskabet.

Forfatteren skrev, ud over dramatik, primært romaner og noveller og er især kendt for at portrættere den danske provins på en overbevisende og satirisk måde. Overfor den satiriske tone i forfatterskabet, står dog et sort menneskesyn, der næsten har taget overhånd i den sene del af forfatterskabet, og som tydeligt kan ses i bl.a. romanen Slægten (1898) og fortsættelsen Fædrene æde druer (1908). Begge romaner er filmatiseret under titlerne Slægten i 1978 og Sort høst i 1993.
Blandt andre af forfatterens mest kendte værker finder vi novellerne Silhuetter (1891) og Barnlige sjæle (1893) samt romanerne Livsens Ondskab (1899), Knagsted (1902) og Pastor Sørensen og Co. (1913).

Som dramatiker beskæftigede Wied sig primært med den folkelige komedie, men fornyede også teateret med en ny genre, de såkaldte ”satyrspil”, med detaljerede beskrivelser af interiører, stemninger og personernes tanker. Blandt de mere populære af disse kan bl.a. Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde (1897), To Kroner og halvtreds (1901) og Dansemus (1905), nævnes. Blandt andre af hans mest populære skuespil kan desuden nævnes En Bryllupsnat (1890), Thummelumsen (1901), Skærmydsler (1901) og Ærtehalm (1909).

Forfatteren levede et forholdsvis omflakkende liv, på Møn, ved Ebeltoft, i Sæby, i Næstved og i Berlin foruden en større rejse til Middelhavet og flere til Tyskland. Han slog sig dog endelig ned i Roskilde, hvor han fik opført et hus efter specifikke ønsker, opdelt i to adskilte afdelinger, det ene til familien og det andet til arbejde. Forfatterkollegaen Walter Christmas betegnede efter et besøg huset som ”Kastellet”, hvilket Wied sidenhen anvendte konsekvent.

Wied led i perioder af sindssygdom, der med jævne mellemrum sendte ham ud i dybe depressioner og sågar indlæggelser. I hans sidste år blev hans indtægter formindsket og han led desuden af kraftige mavesmerter.

Gustav Wied døde d. 24. oktober 1914 i Roskilde. Han begik selvmord med en dosis cyankalium og blev hermed kun 56 år gammel. Han blev begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde, hvor Gustav Wied Selskabet hvert år mødes d. 6. marts og lægger en krans på hans sarkofag.

Han var ved sin død en højt elsket dramatiker og forfatter blandt teatergængere og det læsende publikum og herfra skal lyde et tak for hans bidrag til den danske litteratur.

(Kilder: forfatterweb.dk; wikipedia.dk; denstoredanske.dk)